Ny i akvarelmaling

9 gode råd, til alle der lærer at male med akvarelmaling

9 gode råd, til alle der lærer at male med akvarelmaling

Akvarelmaling er ufattelig simpelt og fuld af nuancer på samme tid. Som nybegynder er der mange gode tips og tricks, som kan hjælpe en med at undgå fejl eller bruge unødvendige penge.  Derfor har vi samlet 9 forskellige råd, som kan give dig den bedste start på din kreative rejse med akvarel maling.

Hvis du leder efter konkrete råd til, hvilke materialer der er bedst at bruge til akvarelmaling, kan du læse vores guide her.

Du kan få et væld af farver ud af meget få malinger

Du behøver på ingen måde at købe 20+ farver, når du først starter ud med akvarelmaling. En af de ting, som overraskede mig mest, var hvor mange farver man selv kan blande sig til. Specielt med akvarelmaling, hvor de enkelte farver har mange forskellige nuancer, ud fra mængden af vand du bruger. Det er også derfor, at det første projekt i Selvtids intro boks handler om farveteori, så du selv kan få en fornemmelse af alle de forskellige farver, du selv kan blande ud fra blot tre grundfarver.

Jeg havde et begrænset beløb at komme i gang for, da jeg startede med akvarelmaling, og endte med at bruge 70% af mit budget på at købe 24 farver. Skulle jeg starte forfra igen, havde jeg nok brugt flere penge på gode pensler og godt papir, og nøjes med at starte med 8-12 farver.

Pas godt på dine pensler!

Penslen er et utrolig vigtigt redskab, når du maler med akvarelmaling. Og pensler med en rund spids tip er fundamental for alle akvarelartister.  Men hvis du ikke passer godt nok på dine pensler, kan de hurtigt miste forme, hårene eller deres sugeevne, hvilket ender med at gøre dem så godt som ubrugelige. Derfor er det vigtigt, at du passer godt på dine pensler, så du ikke konstant skal ud og købe nye. Se vores korte guide til, hvordan du bedst passer på dine pensler her.

Et ekstra godt råd er, aldrig at smide dine ødelagte pensler væk. De kan altid bruges til at mikse farver eller male med maskeringsvæske – opgaver, du ikke vil slide din gode pensler med.

Start med de lyse farver

Eftersom akvarelmaling er en dejlig let maling ift. vægt, er det oplagt at male flere lag af malingen ovenpå hinanden. Og den mulighed bliver brugt flittigt af de fleste kunstnere, både til at skabe dybde i billedet, tilføje detaljer, fremhæve objekter og meget mere. Som vi også øver gennem landskabsbillederne i intro boks nr. 2, er det vigtigt at starte med at male det lyseste lag af dit billede først, da man altid kan stable mørke farver ovenpå lyse farver – men det er sværere at tilføje et lyst lag ovenpå en mørk baggrund. Det lyder måske simpelt, men den her lille huskeregel kan redde dig for en masse unødvendige problemer længere nede af vejen.

Køkkenrulle er din bedst ven

Hvis du skal til at starte din rejse ind i akvarelmalingens fantastisk spændende univers, og kun har en enkelt køkkenrulle i skabet, kan du lige så godt tilføje det til din indkøbsliste. Når jeg sætter mig til at male, har jeg altid et par stykker køkkenrulle liggende ved min side. Jeg bruger nemlig konstant køkkenrulle til at duppe min pensel af, når jeg ikke vil have for meget vand eller maling på min pensel. Samtidig kan du også bruge køkkenrulle til at fjerne vand og maling fra dit maleri, skabe flotte effekter og skyer i himlen og rette fejl og fjerne spildt maling.

Hav to glas med rent vand klar ved din side

Selv hvis man aldrig har hørt om akvarelmaling før, går der som regel ikke længe før det går op for en, at man skal bruge en hel del vand mens man maler. Men vandet du dypper din pensel i, bliver hurtigt farvet af malingen. For ikke at løbe frem og tilbage til håndvasken hele tiden, vil jeg altid råde dig til at have to glas med vand frem for et. Nogle kunstnere foretrækker at bruge det ene glas til sine varme farver (den røde side af farveskemaet) og det andet glas til dine kolde farver (den blå side af farveskemaet).

Personligt foretrækker jeg at bruge et glas til at skylle farven af min pensel, og et andet glas, hvor jeg holder vandet rent, og først dypper penslen i, efter jeg har renset den tidligere farve af i det andet glas. 

Brug komplementære farver til at skabe skygger

En god huskeregel du kan bruge, når du vil skabe smukke og spændende malerier, er at tilføje skygger og nuancer til de forskellige elementer af maleriet. Ofte bruger man dog ikke sort maling til at lave skygger, da det kan gøre farverne lidt kedelige og mindre levende.

Et virkelig godt råd er derfor at bruge farvens komplementærfarve til at skabe skygger. Du lærer om komplementærfarver i Selvtid’s første intro boks, men kort sagt er det farver, som er modsat hinanden på farvehjulet. Så hvis du har en blå bold, kan du mens malingen er våd tilføje lidt orange maling, der hvor du vil have en skygge. Farverne blander sig automatisk sammen, og skaber en flot og spændende skygge.  

Fjern presset fra blyanten

Mange akvarelmalere vælger at skitse deres objekt ned på papiret, før de begynder at male. Det kan specielt være brugbart, når man maler mere komplekse og detaljeret malerier, eller hvis man bare gerne vil sikre sig, at man får de rigtige dimensioner og skarpe kanter.

Her er det vigtigt, at du ikke presser for hårdt på blyanten når du laver din skitse, men at du i stedet laver et blødt omrids, hvor blyanten kun lige akkurat kan ses. Det er nemlig svært at viske blyantstregerne væk efter, så hvis du tegner for hårdt vil blyantstregen blive meget tydelig.

Et ekstra godt råd er at bruge en blyant med 2H bly, da de kan modsat vandet fra malingen, så du ikke mister dit omrids når du maler over det.

Udnyt at akvarelmaling kan så meget andet end almindelige tegneredskaber

Nogen gange har folk en tendens til at bruge akvarelmaling, som om de tegnede et billede med en blyant. Og hvis det er din personlige stil, er det mere end helt okay! Man skal altid følge sine egne intuition. Men et godt råd jeg fik, da jeg først startede med at male med akvareller, var at stoppe med at tegne og starte med at male.

Øvelse gør mester!

Okay, den her er måske lidt fluffy og noget du godt ved, men det er alligevel godt at minde sig selv om engang imellem! Man er aldrig mester til noget, første gang man prøver det. Eller anden og eller tredje gang. Ofte kan man komme til at sammenligne sine malerier med andres og føle sig dårlig, men ofte ligger der tusindvis af øvelsestimer bag de smukke malerier, som man ønsker at kunne tegne.

At lave en fejl er en del af at øve sig, og typisk lærer man absurd meget af de fejl. Så sørg for ikke at være for kritisk ved dig, og husk på, at jo mere du øver dig, jo bedre bliver du. Du skal bare huske at sætte tid af til det, selvom den del kan være sværere end man bilder sig selv ind. Men det er det hele værd, når man efter et år kigger tilbage på ens første malerier, og kan tænke over, hvor langt man er nået.

Find mere viden og inspiration

Se alle blogopslag
Sådan aktiverer du din akvarelmaling

Hvordan aktiverer du din akvarelmaling og får den over i paletten?

En grundig introduktion til et meget vigtigt step, når du maler med akvarel.

Sådan kender du forskel på øvepapir og bomuldspapir

Sådan kender du forskel på øvepapir og bomuldspapir

Find ud af hvilket akvarelpapir i din Selvtid boks der er med bomuld.

Lær at male metalliske sæbebobler med akvarelmaling

Lær at male metalliske sæbebobler med akvarelmaling

Skab de smukkeste metalliske bobler på det sorte akvarelpapir.